Force majeure: hvad tæller, og hvad gør ikke

På én linje. En force majeure-klausul sætter en parts forpligtelser på pause, mens en begivenhed uden for dens kontrol forhindrer den i at opfylde dem, og lader som regel begge parter afslutte kontrakten, hvis begivenheden varer for længe.

Udtrykket er fransk for "højere magt". I kontrakter skrevet på engelsk bruges det som en overskrift for en klausul, parterne selv skriver. Det nyttige spørgsmål er derfor sjældent "er det her force majeureforce majeureForce majeure er en klausul, der sætter en parts forpligtelser på pause, når noget uden for begge siders kontrol stopper arbejdet.Mere i ordbogen?" i abstrakt forstand. Det er "dækker vores klausul det her?"

Det hjælper også at skille force majeure fra de klausuler, der ligger tæt på. Opsigelse uden begrundelse lader en part gå af en hvilken som helst grund, som regel med varsel og et gebyr. Ophævelse for misligholdelse gælder, når den ene part ikke gør, hvad den lovede. Force majeure er ingen af delene: ingen har gjort noget forkert, og ingen valgte at gå. Noget uden for begge parters kontrol har gjort opfyldelse umulig eller alvorligt forsinket, og klausulen siger, hvad der sker derefter. Hvis du holder den skelnen for øje, bliver listen over begivenheder lettere at læse.

Idéen stammer fra civilretlige systemer, som har et generelt begreb om begivenheder, der fritager for opfyldelse. Kontrakter skrevet til engelsktalende markeder lånte betegnelsen og gjorde den til en liste.

Den historie forklarer den form, de fleste klausuler har i dag: en definition, en liste over begivenheder, en opsamlingslinje og en proces. Fordi klausulen er skrevet af parterne, kan to kontrakter med samme overskrift dække ret forskellige ting. Om en bestemt begivenhed er dækket i en bestemt kontrakt, er et spørgsmål om dens formulering og den lov, der gælder for den, og det besvarer denne side ikke.

Typiske lister omfatter:

• Naturbegivenheder: oversvømmelse, brand, jordskælv, hårdt vejr.
• Krig, terror, uroligheder.
• Epidemi eller pandemi og de offentlige påbud, der følger.
• Svigt i offentlige forsyninger eller netværk.
• Strejker, ofte begrænset til strejker, der ikke involverer den berørte parts egne ansatte.

De fleste lister ender med en opsamlingsformulering som "enhver anden begivenhed uden for den berørte parts rimelige kontrol". Opsamlingen læses ofte sammen med de navngivne begivenheder, så en kort, specifik liste efterfulgt af en bred linje er ikke det samme som en lang liste.

For studier og freelancere er de punkter, der er værd at tjekke, dem, der rører ved levering: nedbrud hos hosting eller platforme, tab af en nøgleleverandør og sygdom hos en navngiven person. De er ofte udeladt eller udelukket.

De fleste klausuler gør fritagelsen betinget af, at man informerer den anden part. En typisk proces:

1. Giv den anden part besked hurtigt, ofte inden for et fastsat antal dage, om hvad der er sket, og hvad det påvirker.
2. Tag rimelige skridt for at begrænse konsekvenserne.
3. Giv opdateringer, mens begivenheden varer.
4. Genoptag, så snart den er slut.

At springe beskedtrinnet over er en almindelig måde at miste den beskyttelse, klausulen giver. Hvis kontrakten siger "skriftligt", kan en e-mail tælle eller ikke tælle, afhængigt af formuleringen om besked andre steder i dokumentet.

Klausuler udelukker ofte mere, end folk forventer:

• At betale penge. De fleste klausuler siger, at en begivenhed ikke fritager for en pligt til at betale beløb, der allerede forfalder. En kunde kan som regel ikke pege på en oversvømmelse for at udsætte en faktura for arbejde, der allerede er leveret. Se betalingsbetingelser.
• Ting, der blot er blevet sværere eller dyrere. Stigende omkostninger eller et ændret marked står som regel ikke på listen.
• Begivenheder, parten kunne have undgået. Mange klausuler udelukker begivenheder, som rimelig planlægning ville have forhindret, for eksempel ingen backup af et enkelt fejlpunkt.
• Den berørte parts egne ansatte eller underleverandører, medmindre klausulen siger andet.

De fleste klausuler tilføjer en yderste grænse: hvis begivenheden varer længere end en fastsat periode, ofte 30, 60 eller 90 dage, kan begge parter afslutte kontrakten med varsel. Opsigelsesklausulen afgør så, hvad der betales for arbejde, der allerede er udført.

For en arbejdsbeskrivelse med faste datoer hjælper det at sige, hvordan datoerne flytter sig under en pause. Uden det kan begge parter blive enige om, at begivenheden fandt sted, og stadig være uenige om den nye frist.